Nederskovblog

Politimestre, pædagoger og de fleste andre ønsker absolut ikke, at rødderne bliver forenet, men i køkkenhaven, beder vi til, at rødderne slutter sig sammen.

At tænke sig, at man en hel sommer går og kæler for de små rødder og skaber det bedst tænkelige miljø, som de kan vokse op i. Nyder, hvordan de vokser sig store og flotte. Man viser dem stolt frem og tager imod de roser, der bliver tildelt.

Men ak, rødderne har snydt mig. Mens alt så godt ud på overfladen har rødderne i det skjulte - i stedet for at slutte sig sammen - udviklet sig til nogle små individualistiske, stride rødder, som ingen kan glæde sig over eller få glæde af.

Ja, ved første øjekast kunne man tro, at alt var godt, men efter at have rystet lidt med det, man troede var forenede rødder, afsløres en stor flok individualistiske rødder. Sommerens stolthed og den selleri, der skulle have været en af julens glæder, bliver nu i skuffelsen slynget over skulderen.

Heldigvis har har sammenholdet været større andre steder, selvom man også hos nogle af pastinakkerne har kunnet opleve et vist oprør.  Ja, selv hos nogle af de endnu mere fremmede - eksempelvis skorzonerrødderne - ser man ret uheldige oprørstendenser. 

Jeg bevarer roen. Og jeg vil mens julefreden er over mig overveje at kontakte nogle af havens sociologer og psykologer for at få hjælp til at skabe de bedts tænkelige forhold for mine rødder i 2009. Antropologerne kan måske hjælpe mig, så også de fremmede hos os kan indordne sig og være til nytte.

Den 11.12. - nøjagtig en måned efter 90-årsdagen for afslutningen på Den Store Krig, sluttede min svigermor sin kamp.

Overskriften har ikke det religiøse indhold - det uforståelige genforeningsbudskab, som præsten så smukt formulerede: Af jord, til jord og af jord …… Det er for svært her.

Nej, men en sønderjydsk genforening bliver der tale om, når min svigermor den 31. januar får nedsat sin urne på Bov Kirkegård.

91 år og 11 dage er et langt liv, så sørgeligt er det ikke, men vi - ikke mindst min kone -føler det rigtige i det, som en anden præst har formuleret:

“Sorgen er kærlighedens pris, og kun den, der ikke knytter sig til andre mennesker med kærlighedens bånd, undgår at betale den pris”

Heldige vi, der har noget at sørge over!

Det indlæg jeg skev 29. nov. sendte jeg også til Viborg Folkeblad som læserbrev, og som ventet kom der svar fra “humanisten”, som jeg hentydede til i mit indlæg/læserbrev.

“Tidligere var selvmordere ikke velkom­ne på kirkegården, men det er de nu, og de kan endda få hjælp af præst og gra­ver. Det er da unægtelig et fremskridt. Årsagen til det­te skulle åbenbart være, at Gud har skiftet mening. I 1850 var denne ikke kær­lig og tilgivende, men det er tilfældet nu.”

“Jeg tror, Jørgen Dalager blander Gud og mennesker sammen her. Det er menne­skene, der fortolker, hvad Gud er - anderledes kan det ikke være med fornuften i behold.”

Ja, hvis ikke Gud og mennesker skal blandes sammen, så har det vel ingen mening, men jeg tror nu ikke jeg gider svare, og så kan humanisten jo evt . få en teologisk udredning.

Det kan vel diskuteres om en gud behøver at have forandret sig blot fordi synet på ham eller “den” har ændret sig , ja, jeg vil gå så vidt at sige, at jeg ville melde mig ud af Folkekirken, hvis ikke den havde ændret gudsopfattelse.

Jeg kunne have hjulpet humanisten med argumenter ved at bruge lokalhistorien fra Pederstrup og så vise, hvordan kirken for ca. 400 år deltog i processen mod “heksen” Inger Vognkarls ” Hekseforfølgelse-i-Pederstrup ,så hun - efter at man havde pint hende til at nævne andre potentielle hekse - kunne blive brændt.

“Forøvrigt nægtede hun standhaftigt at være skyldig i noget af det hun blev sigtet for. Men det hjalp hende intet. Kirkenævningerne i Pederstrup svor hende sagen på, og deres kendelse blev stadfæstet ved landsretten.”

“Om hendes bødler kom igen den næste dag for at høre mere, får man ikke noget at vide om, men de havde også hørt nok. Både kirkenævningerne og landsdommerne kendte hende skyldig til ilden, og hun blev brændt.”

Fanden har skabt fanatismen, så hvis alle ville bede deres gud - inklusiv humanister og ateister - om at indgå i et Mellemgudeligt Samavirke, MS, (forkortelsen skal måske ændres, når det drejer sig om guder) og der arbejde på at bekæmpe fanatisme i verden, så ville verden blive fredeligere at leve i. Det skulle selvfølgelig ikke fritage de gejstlige af enhver art, præster, biskopper, mullaer, imamer osv. til at tage handsken op og måske i et økomenisk samarbejde bekæmpe fanatismen i egne rækker.

Det vil selvfølgelig i høj gred gå ud over våbenindustrien, men så kan de vel få hjælp på sammen måde som bilindustrien, eller også kunne man måske mætte nogle sultne munde.

Det skal lige understreges, at hun ikke var min svigermor dengang i 1917. Faderen, Peter Mærsk, sorterede post i Viviase og håbede selvfølgelig, at der var andet end pølser i pakkerne.

Viwiase d. 1. Dec. 1917.  

Kære Forældre!

Tak for Brevet idag, og for Pakken igår med Pølse - nu har vi igen. Det smager så hjemlig med sådan et stykke Pølse, det er noget andet end vore Blodpølser - af Heste endda. Når I så det, tror jeg ikke, I kunde få et bid mere ned; men i Nød spiser Djævlen Fluer, siger de her, og Soldaterne hvad før er bleven smidt på Møddingen. Nu vi må jo ikke klage. Det er da godt lille Mor, at du kan få lidt mere ro nu, det andet var jo heller ikke noget.

 Og brevet slutter:

  Så mange kærlige Hilsner fra Eders taknæmlige Peter.

I morgen kommer 2200 Aviser,

Vor omsætning er nu lidt over 17000 Mark,

 Uden at vide, at han var blevet far, må man sige, at Peter var ansvarlig for familiens økonomi.  At tænke sig, at menige soldater kunne sælge 2200 aviser i den lille landsby, vi besøgte sidste år.

Mor Maren var selvfølgelig hurtig til at fortælle sin lille dreng,at han var blevet far,  men hun havde jo travlt, så far Jes kom først:

Ø. Aabølling d. 2. Debr. 1917 Søndag morgen

 Kære lille Peter.

Jeg kan meddele dig den Glæde, at der er givet os en lille Pige i vor Familie Kreds den 1. Debr. om Aftenen. Alt gik godt, bagefter havde vi Doktoren, men nu er begge to raske efter Forholdene. Jeg har lige været der i morgen, og de har sovet lidt begge to. Dorthea kom jo før Tiden, saa nu kan hun jo faa en god pas, det er ogsaa hovedsagen. Jeg var henne at tælle Kreaturer igaar, da blev jeg hentet hjem, da Trine blev syg, og tilfældig kom P. Gad ind til Smeden, saa han blev jo ved os saalænge det var overstaaet, og Signe kom ogsaa om Aftenen.

Ja nu vil jeg og Moer ønske dig til Lykke, kære Dreng, med  Eders lille Pige, og haaber at du maa komme Hjem engang at hjælpe Trine med og drage den lille op til en stor Pige.

Så var det tid at lægge en krans på vores lille kirkegård i Pederstrup.

Efter næsten fem år uden begravelser har der for nylig været et par stykker, men der er masse af grunde, så af den grund skal man ikke holde sig tilbage.

Ja, der har endog for nylig været bud efter en “ukendt grav”. En sådan havde vi ikke på “hånden”, men efter en snak - altså med en pårørende - var det også ok, at den blot var anonym. Der er tolv ubenyttede felter i cirklen med urnegravpladser, så blot kirkeværge og graver sikrer sig, at man ved, hvilke felter, der er benyttet, ja, så er det jo både anonymt og ukendt for de fleste.

Vi stiller i øvrigt heller ingen krav til den aske, der er i urnen.  Ceremonien før krematoriet bestemmer man selv. Om asken kommer fra en hindu eller en humanist, blander vi os ikke i.

Jeg kan derfor godt forstå Viborg Kommunalbestyrelses afslag på ansøgning om en neutral, kommunal gravplads for f.eks. Humanistisk Selskabs medlemmer. Over jorden skulle humanister og kristne (sidstnævnte kan  jo også være humanister) gerne kunne leve med hinanden, så hvorfor skulle det så ikke kunne lade sig gøre under jorden, hvor man oven i købet bliver isoleret på sin helt egen grund.

Selvfølgelig må de pårørende acceptere, at der godt kan være et kors på nabogrunden, men efterhånden er der dog en tendens til gravstenene er ret neutrale.

Paradoksalt nok, så var der tidligere nogen, som slet ikke fik lov at komme inden for diget. Ja, de kunne end ikke få kirkens eller præstens velsignelse.  

Forhørsprotokol fra Pederstrup i 1850.:

 ” Amtet tillader den afdøde begraves på en kirkegård i indviet jord. Dog må jordpåkastelse ikke finde sted og cermonie skal foregå i stilhed, (uden deltagelse af præst og klokkeringning)”  (” X  blev begravet lige indenfor på kirkegården på kirkelågens venstre side, Regnet som den mest deklasserede plads på hele kirkegården.”)

 Også de, der som ovennævnte selv har ønsket at forlade denne verden, er der i dag plads til, og de kan da heldigvis også få hjælp fra såvel præst som graver.  Men det er ikke en betingelse, så man kan sagtens i stilhed liste forbi kirke eller kapel med en urne.

 Dengang var der åbenbart ikke en kærlig eller tilgivende Gud, som var klar til at tage imod alle, eller en kirke, der ville trøste og velsigne de efterladte.

Hvis de, der føler sig som større humanister, end vi, der er medlem af Folkekirken, er bange for, at nutidens mere tolerante og kærlige Gud, vil genere dem efter døden, så må de jo købe sig en grund et andet sted.

Weekendvejret bliver præget af kulde, sne og kuling.

Mange gange i ugens løb, har der været forudsigelser om vinter i Danmark.

Og så netop på søndag, hvor vi skal vi have vores anden nabojagt.

Den første var præget af noget, der lignede dagsregn, men det blev alligevel en god dag.

Det er da også ærgerligt, ikke? Hvorfor så lige på søndag?

Og så fik vi en søndag med stille vejr.

Ti mand stærk i tørt og solrigt vejr i skønne omgivelser.

Udbyttet var måske ikke overvældende, men hyggelig var det og en masse frisk luft fik vi.

Det er altså med bekymringer som med skuffelser. De bliver sgu ikke altid i indfriet.

Vejret har vi jo alligevel ingen indflydelse på, så hvorfor skal vi høre så meget om det, når man nu ikke engang får indfriet sine bekymringer?

Dialog?  Ups. det var ikke så godt. Det skulle jeg nok ikke have skrevet den 6. nov.:

 En præsident, der er farvet , men som vil have dialog frem for konfrontation, som ønsker endog at forhandle med sine fjender, fordi det nu engang er dem, man skal lave fred med.  Det er da rart, at så mange er enig i, at vi med ham skal forsøge at undlade at se forskelle som en trussel.

Måske kan de - altså ikke Birthe -  kunsten at klappe med en hånd, og det er vel næsten det samme som at give løfter med krydsede fingre.

Men det var jo også mit første blogindlæg, så …. 

Og det er jo også synd for alle de gode indvandrere, hvis de skal se på, at vi går i dialog med de onde. Og vi er jo heldigvis mange, der har let ved at vurdere, hvor meget islamist eller terrorist man må være, før vi vil i dialog med dem. Og ellers kan vi da spørge PET, hvad de skønner.

Fredsforhandlinger?  Ja, det er jo noget andet, for da er vi jo i krig.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg også vil have terrorister i fængsel og for den sag skyld smidt ud af landet, hvis det retsligt er bevist, at de er skyldige.  

Problemet består nok bare i, at der er nogen, der ikke ved hvad dialog betyder. Hvis vi så bare kunne “snakke” om det, så ville det jo være noget andet.

Jeg er netop kommet hjem fra et sådant møde.. Overskriften stammede fra en gammel protokol og lød i sin helhed således:Constituerende Møde holdtes i Pederstrup Lærerbolig  Søndagen den 15/12 1912.

I 1912 var der ca. 230 sjæle i sognet hjemmehørende i ca. 50 husstande.

I 1787 var der hundrede mennesker i 20 husstande.

Hvor mange mon der var i sognet eller området, da man var færdig med kor og skib til Pederstrup Kirke  ca. 1230??

Billedet her er kun 102 år gammelt, men man kan godt forestille sig, at det næsten så sådan ud for 650 år siden.

I dag er vi ca. 100 sjæle i 42 husstande. “Rigtige” bønder er der ikke mange af. Der er ingen by. Skole og forsamlingshus er nedlagt, så der er kun kirken tilbage.

Nogen kan være imponerede, andre forargede over, at der kan holdes liv i så lille en kirke. Kunne de få mennesker - som jo kun kan komme i deres lokale kirke en gang om måneden  - ikk lige så godt gå i en anden kirke?

Som man kan se, hvis man klikker på kortet, så har de jo kun ca. fem km. til Rødding og Løvel, og efter hvad vi har hørt, “så er de såmænd ikke så flittige kirkegængere derude.”

Det skal her være et åbent spørgsmål.

 Der var fem - udover pæsten - der i en afslappet atmosfære fordelte de relativt mange opgaver imellem sig. 

Usædvanligt og ikke oplevet før, så er der denne gang to sognebåndsløsere i menighedsrådet.

Min kone har tidligere taget en tørn, og hvis hver ottende husstand skal være repræsenteret, så måtte det jo også blive min tur.

Kirken er smuk og ligger på et utroligt dejligt sted, og der er højt til loftet - ikke i kirken - men i menighedsrådet, så det er en god oplevelse.

Samarbejdet mellem de tre sogne er utroligt godt, så vi forsøger ikke at gemme os  bort helt derude….

Pederstrup Kirke og Løvelbro bro, der førte hærvejens drivere over Skal Å, er bygget næsten på samme tid. 

Var det munke fra Viborg, der sammen med en storbonde svang pisken over stenhuggerne og bønder, mens de knoklede med de store granitblokke eller var der en Tom Bygmester, der entusiastisk holdt gang i byggeriet.    

Hensat kan man let blive, hvis man tænker på det, der dengang blev ydet. Når så mange gennem mange hundrede år dagligt har ringet solen op og ned og begravet deres døde her, så kan vi jo ikke blot stoppe - automatisk er det blevet men ….

Konen bød velkommen til den nye genbrugsbutik, og mand og børnebørn var lidt stolte.

Leif Bønning fra Kirkens Korshær, der klippede snoren over, kunne fortælle, at hvis man brugte EUs principper for opgørelse af fattigdomsgrænsen, så var der i Danmark 150.000 fattige. Der var 10.000 hjemløse, og der var blandt såvel psykisk syge som misbrugsramte et stort behov for at hjælpe, hvor velfærdssamfundet ikke slår til.

70 mill. bruger Kirkens Korshær på diverse hjælpeopgaver og heraf kommer de 40 mill. fra genbrugsbutikkerne.

Min kone har de sidste tre dage brugt masser af timer sammen med en flok aktive kvinde og nogle mænd for at få en gammel biograf nomdannet til flot genbrugsbutik for Kirkens Korshær.

Byer skal ikike være ret store før en eller anden organisation har etableret en genbrugsbutik.

Køb og smid væk kulturen er fremherskende, og i materiel henseende har vi et overflodssamfund. Det er godt, at vi har “småt og stort brændbart”, men godt er det, at der er nogen, der sørger for alternativer.

Der er flere vist flere tusinde genbrugsbutikker i danmark - Kirkens Korshær har over 200, så der er mange tusinde frivillige, der gennem et stort arbejde hjælper med at gøre livet bedre på steder, hvor velfærdssamfundet ikke når ud. Jeg glemmer heller ikke, at fællesskabet om et sådant arbejde er hjælp til selvhjælp - indhold i tilværelsen og livskvalitet.

Ovenstående har måske ikke meget med overskriften at gøre, men, men ….

Jeg kan engang imellem blive lidt bange for, at Karen Jespersen, Søren Pind og andre ligesindede kan blive så begejstrede for alt det, de frivillige kan gøre, at de vil overlade flere og flere opgaver til dem - “ja, selvfølgelig skal I da have nogle penge med - for det koster jo også nu. Og vi kan da også godt lave en licitation, som I så kan byde ind på sammen med private selskaber. I ved jo bedst, hvor skoen trykker.” (Jeg har ikke hørt udtalelsen, så citationstegnene var snyd.)

Lige nu har det offentlige jo dog travlt med at hjælpe kapitalens private højborge, Rsokilde Bank m.fl. , så man kan selvfølgelig vanskeligt tro, at det er nu man vil overlade velfærden til private.

Nå, det er weeend, børnebørnene kommer snart, og butikken skal åbne i morgen, så da må vi med mormor …