Hvorfor nu det?
Denne weblog er nok primært lavet for at have et sted at publicere nogle af de ting jeg går og pusler med.
Jeg er lidt usikker på opgaven, og et eller andet sted rammes jeg af en slags beskedenhed (utroligt vil nogen tænke) men der er jo ikke så langt til Mors, så måske…
Jeg har min søn og svigerdatter som støttepædagoger, men så nørdet som dem bliver jeg ikke.
Som gammel lærer er formidlertrangen stadig i behold, og jeg ser bloggen som en mulighed for at formidle noget af det, jeg arbejder med - en slags kompensation for det, jeg får eller hugger fra andre. Jeg vil andet sted beskrive emner. Jeg finder jo selv materialer på nettet, så på denne måde kan jeg jo komme i kontakt med andre, som også synes den slags er morsomt.
Og så “lidt” om mig
Jeg ved ikke, om det er ”blogmæssigt” korrekt, men ellers kommer støttepædagogerne vel og hjælper, men jeg vil godt prøve her at fortælle lidt om mig selv. Jeg er ikke på facebook, så skulle jeg på denne måde møde nogen fra fortiden, så vil det da måske også være morsomt.
Herfra min verden går ..
Jeg er født i i Fjelstervang som den sidste og eneste dreng i en søskendeflok på fire. Brunkullejrene kom tæt på mit fødehjem, så ni måneder gammel flyttede jeg med familien til min mors barndomshjem i Stenderup ved Grindsted.
Jeg vil ikke gå i detaljer om min ellers lykkelige barndom på landet. Jeg gik på Stenderup Skole i syv år, så jeg har netop i år været til 50 års jubilæum med lærere og klassekammerater fra 7. klasse. Hvis man skulle have realeksamen, skulle man på Grindsted Private Realskole, hvilket kun få fra klassen valgte eller fik lov til. Jeg skulle som eneste søn nok overtage gården, så for mig var det jo ikke nødvendigt med en realeksamen.
Tidlig ungdom eller kort barndom …
Når man dengang blev konfirmeret, var man jo voksen, så jeg kunne straks udfylde pladsen som karl derhjemme.Lidt videreuddannelse var dog ikke at kimse ad, så jeg kom på Blåkilde Ungdomsskole i vinteren 1959/60. Det var en god kristen efterskole, som mine søskende ikke havde taget skade af.
I sommeren 1960 var jeg ude at tjene, som det hed. En ejendom i Ålbæk mellem Skjern og Borris hos en ungkarl og hans mor. Dejligt sted lige ned til den dengang uberørte Skjern Å.
I to år herefter var jeg karl i mit barndomshjem, Bakkegaard” i Stenderup. Lidt landbrugskursus på Grindsted Landbrugsskole, lidt tysk i aftenskolen, højskoleaftener, lidt sport og foreningsliv. I det hele taget nogle gode år.
16 måneders forsvar i en kold krig ..
Jeg prøvede nok at slippe for militærtjeneste, men da det ikke lykkedes, ville jeg gerne have det overstået, så jeg kunne overveje, hvad jeg herefter skulle.
Den første november 1962 gik jeg ind ad porten på Avedøre Kasserne. Her traf jeg hverken Peter Aalbæk eller Lars von Trier, men en major som forsøgte med utrolig hård disciplin at styre et regiment. Hvis pæne soldaterpapirer skulle angive om det lykkedes, så skal man ikke se på mine. En overgang var det at komme fra det mørke Jylland til hovedstaden og københavnere, men det var alligevel en spændende og udviklende tid med et godt kammeratskab. Luftværnsartelleriet, som bestod af kanoner fra 2. Verdenskrig, var ikke nogen trussel mod de balloner, vi skød efter i Melbylejren i Nordsjælland.
Selv om jeg har diplom fra Landbrugets Brevskole i Praktisk regnskabsføring i landbruget fra dec. 1963, så var jeg på det tidspunkt blevet tilmeldt “forpræp” på Nørre Nissum Seminarium, og min forældre havde allerede solgt gården: Når nu sønnen ikke ville have den, så ….
Fra plov til bog
Det var dengang, man kunne komme fra ploven til bogen, selv om man ikke havde realeksamen. Det var dog ikke så smart at møde op hos major Jespersen for at søge om lov til at starte i Nr. Nissum den 1. feb., selv om jeg først skulle afmønstre til maj. Den major, der tidligere havde sendt mig på Kastellet og givet mig en uges frihed til at tage på sommerlejrlo. Det gik - for man skulle jo gøre noget for at få ungdommen skolet. Jeg skulle dog komme tilbage på forårsmanøvre. Først “forpræp” og så et år i præparentklassen og så fire år på seminariet. Det er klart, at alt ikke kunne indhentes for vi, der kom fra ploven, så derfor går pensionisten også til engelsk nu.
Det var fem gode og sjove år på seminariet, og jeg har aldrig fortrudt det valg. Landmandslivet var dengang som nu spændende og frit, men alligevel så bundet, at jeg havde svært ved at se, hvordan der kunne blive tid til andet end det.
Jeg blev degn i Overlund …
I 1969 blev jeg lærer og blev ansat som nummer ca. 20 på Overlund Skole. Skolen/byen var inde i en rivende udvikling, så der blev hvert år ansat mange nye lærere. 70-erne var en virkelig spændende periode i skolen. Udviklingen kom fra græsrødderne og entusiasmen var mange steder stor. Det kunne der skrives en del om, men ikke her. Jeg blev tilknyttet Viborg Amtscentral og underviste en del på Danmarks Lærerhøjskole, hvor man dengang også kunne bruge almindelige lærere.
På skolen traf jeg Aase Mærsk Berthelsen sammen med hvem jeg allerede i foråret 1970 købte vores nuværende ejendom “Nederskov” i Pederstrup. Vi blev gift 1. aug. samme år. Jo, vi var hurtige, og der skulle jo være orden i forholdene dengang. Vi fik snart en en hund, i 1972 Lotte og i 1973 Christian, de sidste to var børn, og dem har vi ikke fået flere af, men hunden hedder stadig Bonnie og er nummer fire.
Nye græsgange og udfordringer
Uden specielle lederambitioner, men alligevel med lyst til at have indflydelse, søgte jeg i 1981 stillingen som skoleinspektør på vores børns skole, Rødding Skole. Det var en syvklasset skole, men der var planer om at tilføre en overbygning, hvorfor min forgænger valgte at gå på pension.
Der var politisk utrolig mange diskussioner, inden vi i 1986 startede en ny overbygning. Det var meget spændende at være med til at starte en helt ny afdeling med en flok nye lærere, og gejsten og entusiasmen, som jeg havde oplevet i halvfjerdserne, var også til stede her.
Da det her ikke er skolehistorie, vil jeg blot sige, at jeg havde 23 rigtig gode år på Rødding Skole, og jeg ser tilbage på mine 35 år i Folkeskolen med glæde.
Skolen har fyldt meget i mit liv, men jeg har da også haft tid til og glæde af at deltage i livet i og omkring Rødding. Dilletant, revy, “Skolen som lokalt Kultucenter” m.v. Og så har vi jo altså vore fyrre tønder land. Nej, dem har jeg ikke selv dyrket, men lidt dyr har vi da altid haft, og endnu har vi da en pæn flok får, hvis antal dog vil skrumpe noget ind.
Den tredje alder
Aase havde taget forskud på pensionisttilværelsen og fyldte sin tid med Varmestue, Krisecenter, sykursus, Genbrugsbutik i Skals, ja og så sørgede hun jo for mad og rent tøj til mig. I 2004 valgte jeg så, at give mig selv tid til andet og mere end skole og til at nyde livet sammen med kone, børn og to dejlige børnebørn.
Uden en nøje planlagt otium har de første godt fire år været rigtig gode. Vi startede ned en Nordkaptur og har siden været afsted et par gange om året. Vi har et par gange fulgt Aases morfars cykelspor fra 1. Verdenskrig i Frankrig. Morfaderen har skrevet 900 breve fra 1911 - 18, hvoraf langt de fleste er fra hans deltagelse i 1. Verdenskrig på såvel øst som vestfront. De er scannet ind og bearbejdet sammen med billeder i Power Point. Herom mere efterfølgende.
En storm gav udfordringer med at lave nyt maskin- og brændehus, og så var der selvfølgelig noget forsømt at indhente på ejendommen. Diverse små træmaskiner har givet mig mulighed for at lave ting, som jeg selv var overrasket over, at jeg kunne, og som jeg derfor med barnlig glæde kunne vise frem. Lokalhistorie, som jeg i et afsnit vil skrive lidt om, bruger jeg en del tid på. Lidt politik og nu menighedsråd. I et lille sogn som Pederstrup med 42 husstande og godt hundrede indbyggere, må vi jo på skift tage en tørn, hvis vi vil bavare den skønne gamle landsbykirke.
En blog vil vel komme til at afspejle noget af ovenstående, så …
Nederskov er navnet på den ejendom, hvor vi har boet siden 1970. Billedet ovenfor er et udsnit af udsigten fra gården.
