Hvem er jeg? Seidenfaden har svaret.
8. marts, 2009
Skulle jeg blive ramt af en identitetskrise, mens jeg på en regnfuld martssøndag - uden nogen blå anemone til at gennembryde den sorte jord - sidder med min Søndagspolitiken i ny udgave, ja, så var der hjælp at hente hos Thøger.
“Seks sektioner skrevet til dig, som kræver en hel del mere af livet end gennemsnittet.”
Mange forhold er i dag papirløse, men her løftes jeg ind i et elitær papirfællesskab. Og han fortsætter:
“Men mest af alt skiller I jer ud ved, at I interesserer jer mere for alting end de fleste. Gallups måling af jeres interesser, som står i grafikken her på siden, dokumenterer min pointe. Som læsere af Poli-tiken er I usædvanligt interesseret i verden, I fordyber jer mere end de fleste i kulturen, og I interesserer jer for mad, debat og bøger.”
Hvad var det dog der skete? Tænk, hvad en Thøger kan gøre!
Kaj Munk havde måske Politiken, men ingen Thøger.
Han og den blå Anemone måtte i marts 1943 kæmpe deres egne kampe:
Hvad var det dog, der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: »Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden«. da jeg sad
i vint’rens grumme done.
Nu gør min anemone
mit hjerte atter glad.
Det er måske et årti siden, jeg i en periode abonnerede på Politiken. Det er godt at blive mindet om, hvorfor man opsagde avisen. Hvis jeg i den grad blev udsat for rygklapperi, ville jeg spilde morgenkaffen ud over pyjamasen.
Hej Kasper
Nu er vi så heldige, at vi først kan læse avisen til frokost, så der sker ikke noget med min pyamas.
Trist selvfølgelig, at aviser er så trængte, at de må bruge de samme slagsmetoder som alle andre.
Det er i øvrigt en god avis, synes jeg, men selv som pensionist kan man vanskeligt nå at læse det, man gerne ville.
Helt herude på landet, er der ikke så mange, der klapper på ryggen, så det …
Hej Jørgen
Ja, du har ret i, at ingen aviser og heller ikke P1 nu om dage holder sig tilbage fra at fedte for sine læsere, der sikkert snarere begribes som flygtige kunder på redaktionerne.
Af alle aviser har jeg dog sværest ved at kapere Politiken. Jeg kan få øje på to årsager: 1) Af en eller anden grund fastholder redaktionen, at et vist mål af døds- og ulykkesstof er relevant for læserne, også når det skal importeres helt fra en plejehjemsmassakre i staterne. Jeg har en fornemmelse af, at den linie går helt tilbage til Cavling. 2) Om end jeg sikkert altid vil sætte mit kryds ved den samme slags regeringer som Politikens abonnenter, så kan jeg ikke døje fornemmelsen af “Systemet Politiken”. I så mange henseender, både som holdnings- og livsstilsleverandør, forsøger Tøger jo at levere total-avisen, det eneste medie, du behøver. Det generer mig. Man har endda en Chris MacDonald, der kan fortælle hvordan ens krop skal se ud!
Derfor holder jeg Information (et latterligt dagblad for kronisk venstreorienterede under 30) og Weekendavisen (der er nogenlunde ligeså selvglad som Politiken, men i det mindste kan få mig op af stolen med ligeså latterlige biologismer, darwinismer, liberalismer, etc.). På nettet læser jeg 180grader og Uriasposten for ligesom at holde blodtrykket oppe.