Vi Frederik den Siette af Guds Naade Konge til Danmark,
de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig og Holstein, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg Gjøre vitterligt: at Vi, efter allerunderdanigste Ansøgninger, over indkommen Erklæring, allernaadigst have bevilget og tilladt, ligesom Vi og i Overensstemmelse med allerhøieste Resolution af 4de Februar 1771, hermed bevilge og tillade, at Peder Ginnerup maa i det ham tilhørende
Løvel-Broehuus i Viborg Amt, herefter og indtil videre, holde det Værtshus, som ved Bevilling af 17. September 1822 ………….
…….. samt i øvrigt med Vilkaar at Værtshuusholderen der paa Stedet vel maa brygge øl til Værtshuusholdets Fornødenhed, men at det derimod forbydes ham aldeles at brænde Brændeviin, da det, som deraf behøves og falholdes skal tages i Kjøbstæderne.
2.
at, ligesom dette Værtshuus alene er bevilget for Reisende, det saaledes bliver Værtshuusholderen ganske forment der at holde Kroe for Sognets Bønder eller Andre af Almuen, som ikke er Veifarende eller paa deres Reiser passere bemeldte Sted, under denne Bevillings Fortabelse og videre Straf som for ulovligt Kroehold, og at. hvis det skulle indtræffe, at den forbi dette Sted løbende Landevei i nærværende Eiers Besiddelsestid andetstedshen blev flyttet ogomlagt, Værtshuusholdeti saa Fald strax bør nedlægges, uden nogen Paastand om Godtgjørelse for Værtshuusholderens Næringstab.
………..
Givet i Vor Kongelige Residentsstad Kjøbenhavn den 5te November 1835.
Under Vort Kongelige Segl.
Ca. 1920
Krobevillingen blev købt for 400 kr. af en søn til en slagter, der kørte rundt på egnen med kød. Slagteren havde for vane at besøge kroen og så var den dag slut. Det blev for meget for sønnen, som en dag, hvor kromanden beklagede sig over udkommet, spurgte, hvad sådan en spiritusbevilling var værd. “Åh, den er såmænd ikke mere end 400 kr. værd”, var svaret. “Den køber jeg” , sagde sønnen, og så blev bevillingen blev deponeret i Hobro og har været der siden.
