Nederskovblog

Ups.

Efter morgenløbeturen og inden jeg kaster mig over køkkenhaven, så vi kan høste nogle sunde grøntsager, gav jeg mig tid til at skimme kronikken i Politiken fra i går. (Agnete Dorph Stjernefelt)  Kender hende ikke, og det kan da også nok være, at hun kommer vidt omkring …  Men noget af det tager jeg nok med i køkkenhaven: 

“UNDSKYLD mig, men hvornår var det li­ge, at vi underskrev den puritanske samfundskontrakt? Den med vægt på evigt liv her og nu og syndsbevidsthed lurende i samtlige kroge og hjørner? Fordømmel­se og stigmatisering af de anderledes tænkende? De usunde? Rygerne? Dem, der spiser det urene dyr, svinet? Dem, der besudler deres hellige legeme med synd og last og falder for alskens fristelser?

Jeg kan nemlig ikke erindre at have skrevet under noget sted. Og hele cirkus­set undrer mig såre.

Hvornår var det, at vi besluttede os for, at viden, indsigt og kunnen er ligegyldi­ge, aristokratiske værdier for støvede åndssnobber, mens en døgnet-rundt-op-mærksomhed på kolesteroltal, blodtryk og fedtprocenter er uomgængeligt pen­sum for alle danske statsborgere?”

Og senere …..

“VORES samfund har udviklet sig fra et grundtvigiansk værdimæssigt ståsted, hvor kristentro og oplysning var i højsæ­det, til en snigende, men efterhånden al­lestedsnærværende sekulær hellighol­delse af kroppen som altings endemål. Kroppen har overtaget stort set alle de ideologiske værdiinvesteringer, som en­gang var forbeholdt ånden.

Vi frygter for dens evige liv her i det jordiske paradis. Vi våger nøje over vore egne og hinandens synder, fordømmer de lastefulde, gør vores bodsøvelser over gårsdagens udskejelser i form af endelø­se løbeture for at rense os. Fadervor er ud­skiftet med Fitness.

Jeg skal være den første til at græde tør­re tårer over, at den gammeldags synds-bevidsthed er på retur, men hvorfor dette behov for at udskifte den med en ny?

Hvad er det, vi forestiller os? At vi alle sammen skal blive tussegamle og senil­demente og inkontinente? Hvorfor er det, at vi tror, at der er en fantastisk sam­fundsmæssig gevinst ved at forøge ældre­byrden? Tror vi virkelig, at der er en øko­nomisk gevinst at hente?

Jamen, herregud! I gamle dage var der langt færre, der døde afkræft. Men det skyldtes jo først og fremmest, at folk døde de tidligere af andre grunde.” …….

Og så en hel masse mere …

Jeg går ned og planter kål under mit fantastiske nyetablere insektskjul, så vi og ikke naturens utøj kan bevare et sundt legeme …….

Utroligt, at en 22 årig dreng med få linjer kan få en forkælet 68-er, til at mindes en begjestring for lyrikkens evne til at sige noget stort kort og enkelt.

Muligheden er vist større, når det er maj ,og man har tid til med Benny Andersens ord at falde i staver i naturen.

Læst i Politiken i dag:

Nat

turen

——————

Morten Nielsen

Du, kan høre

det lyse kor

denover majnattens

skumringsjord?

Nattergalen

i grønne grene

varmt og vidunderligt

-lykkeligt ene …

….Ingenting

kan forhindre, at

små struber skælver

en forårsnat.

Skulle jeg blive ramt af en identitetskrise, mens jeg på en regnfuld martssøndag - uden nogen blå anemone til at gennembryde den sorte jord - sidder med min Søndagspolitiken i ny udgave, ja, så var der hjælp at hente hos Thøger.

“Seks sektioner skrevet til dig, som kræ­ver en hel del mere af livet end gennem­snittet.”

Mange forhold er i dag papirløse, men her løftes jeg ind i  et elitær papirfællesskab. Og han fortsætter:

“Men mest af alt skiller I jer ud ved, at I in­teresserer jer mere for alting end de fle­ste. Gallups måling af jeres interesser, som står i grafikken her på siden, doku­menterer min pointe. Som læsere af Poli-tiken er I usædvanligt interesseret i ver­den, I fordyber jer mere end de fleste i kul­turen, og I interesserer jer for mad, debat og bøger.”

Hvad var det dog der skete?     Tænk, hvad en Thøger kan gøre!

Kaj Munk havde måske Politiken, men ingen Thøger.

Han og den blå Anemone måtte i marts 1943 kæmpe deres egne kampe:

Hvad var det dog, der skete?

Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts

det smelter ved at se det

den første dag i marts.

Jeg tænkte: »Evigt skiltes ad

min sjæl og glæden«. da jeg sad

i vint’rens grumme done.

Nu gør min anemone

mit hjerte atter glad.

Ups!  - siden jeg fældede træet har den onde, flotte høg fortæret en af vores velernærede mejser.

Ups! - uden hverken at lide af sult eller anden for for nød, har jeg høstet af naturens overflod til fyret.

Kommentar under frokosten, da vi ser en musvit, som har mistet halen: “Det har den (høgen) rigtig godt af, at den kun fik halen.”

Ups! - nå, høgen har godt af, at den  sulten må sove på sin gren til det bliver lyst, mens den haleløse musvit mæsker sig i vore solsikkekerner.

Har vi lov at nyde varmen i stuen, når vi har hugget træ i skoven?

Anne Marie Løn skriver i dag i Politiken essay om sin mor.

Ret åbenhjertig og barsk beskrivelse af en barndom, hvor fortielser havde for stor indpas. Her skal blot citeres et lille afsnit om moderen:

“Livfuldt og underholdende opfandt hun virkeligheden, som det passede hende, fortiede, fordrejede og forskønnede for at overleve og senere for at skåne sine børn. Men børn ved instinktivt at løgn regenerer smerte i det uendelige, mens sandhedens intense smerte som et benbrud hører op, når det er helet.”  Fremhævelsen er min.

   Januar var ikke til ende før Barack Obama-effekten kom til Vrå.

Yes we can -  om det så skal være et sort eller broget lam uden sorte aner.

En god lørdag aften med Ifigenia i Aulis

Netop fordi, den ikke blev tygget for os, men fik lov at være en græsk tragedie fra en fjern fortid, kunne den sige os noget om de dilemmaer og konflikter vi dagligt hører om. 

af Euripides, bearbejdet af Don Taylor

 ”Mesterlig klassiker-bearbejdelse på Det Kgl. Teater. Stærkt spil over hele linjen i Kasper Bech Holtens billedmættede iscenesættelse”.     Jyllands-Posten 

“Teater af et gennemarbejdet, sjælerystende format, en storhed i slaget, vi ikke er forvænt med i dansk teaters lilleverden.”    Berlingske Tidende

Kong Agamemnon står midt i et skæbnesvangert valg; skal han følge præstens forudsigelser og ofre sin datter Ifigenia til guderne, for at vinden kan bære hæren til Troja i tilbageerobringen af Helena og Grækenlands ære og frihed? Eller skal han skåne sin datter, opgive krigstogtet og risikere at hele den ventende og utålmodige hær vil straffe ham for hans manglende mod og visionsløse lederskab?

Ifigenia i Aulis er en stærk og gribende græsk tragedie, om retfærdighed, frihed, tro og det enkelte individ i forhold til massen, sat på spidsen i konflikten mellem ansvaret for ens nærmeste og ansvaret for nationen.

Vi Frederik den Siette af Guds Naade Konge til Danmark,

de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig og Holstein, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg Gjøre vitterligt: at Vi, efter allerunderdanigste Ansøgninger, over indkommen Erklæring, allernaadigst have bevilget og tilladt, ligesom Vi og i Overensstemmelse med allerhøieste Resolution af 4de Februar 1771, hermed bevilge og tillade, at Peder Ginnerup maa i det ham tilhørende

Løvel-Broehuus i Viborg Amt, herefter og indtil videre, holde det Værtshus, som ved Bevilling af 17. September 1822 ………….

 …….. samt i øvrigt med Vilkaar at Værtshuusholderen der paa Stedet vel maa brygge øl til Værtshuusholdets Fornødenhed, men at det derimod forbydes ham aldeles at brænde Brændeviin, da det, som deraf behøves og falholdes skal tages i Kjøbstæderne.

2.

at, ligesom dette Værtshuus alene er bevilget for Reisende, det saaledes bliver Værtshuusholderen ganske forment der at holde Kroe for Sognets Bønder eller Andre af Almuen, som ikke er Veifarende eller paa deres Reiser passere bemeldte Sted, under denne Bevillings Fortabelse og videre Straf som for ulovligt Kroehold, og at. hvis det skulle indtræffe, at den forbi dette Sted løbende Landevei i nærværende Eiers Besiddelsestid andetstedshen blev flyttet ogomlagt, Værtshuusholdeti saa Fald strax bør nedlægges, uden nogen Paastand om Godtgjørelse for Værtshuusholderens Næringstab.

………..

Givet i Vor Kongelige Residentsstad Kjøbenhavn den 5te November 1835.

 Under Vort Kongelige Segl.

Ca. 1920

 Krobevillingen blev købt for 400 kr. af en søn til en slagter, der kørte rundt på egnen med kød. Slagteren havde for vane at besøge kroen og så var den dag slut. Det blev for meget for sønnen, som en dag, hvor kromanden beklagede sig over udkommet, spurgte, hvad sådan en spiritusbevilling var værd. “Åh, den er såmænd ikke mere end 400 kr. værd”, var svaret. “Den køber jeg” , sagde sønnen, og så blev bevillingen blev deponeret i Hobro og har været der siden.

Nytåret 2009 vil blive husket på, at vi efter 38½ års ægteskab bestod Tvilums prøve.

Vi har før ladet os teste med såvel Kviks som Ikeas ægte skabtest. Resultatet af disse test har vi været stolte af, og især har vi været tilfredse med samarbejdsdelen, hvor vores evne til at kønsopdele opgaverne gav mange point.

Tvilums prøve var ekstra svær, fordi man forudsatte, at såvel de enkelte elementer i opgaven som vi befandt os på et vandret niveau under prøven. Vi mener nok, at der - i alt fald i overført betydning - er højt til loftet hos os, men vi var nødt til at løse opgaven stående.

Vores kritik af testen kan sammenlignes med kritikken af de nationale test og statsborgerskabstesten. Vi tør ikke tage den sidste, da vi er glade for at være her.

Undervejs i testen kom der udbrud, som vores børnebørn ikke skulle overvære, men de gik ikke horisontalt, og ødelagde ikke derfor samarbejdet. Vi måtte starte forfra en enkelt gang og ændre lidt på opgaven undervejs, men stolte er vi nu: Vi har bestået Tvilums Garderobeskabsprøve, så den tager vi ikke igen.

En nytårssnak blandt jævnaldrende venner med forældre, der netop er døde eller måske på vej til det, kan efterfølgende få en til at stille nogle underlige spørgsmål.

Jeg eksemplificerer spørgsmålet og gør det hypotetisk:

Jeg får problemer med hjertet og får installeret en pacemaker. Jeg har i forbindelse med den den livstruende oplevelse sammen med min kone fået lavet et livstestamente.

Der går nogle år. Hjertet slår regelmæssigt med eller uden pacemakerens hjælp, men jeg bliver jo ældre,  og jeg er efterhånden ret dement og i det hele taget ret svagelig. Livet er hverken for mig eller mine pårørende nogen fornøjelse. Nogen fornuftig snak med mig om liv og død er det vanskeligt at få. Jeg har vand i lungerne, som man løbende tapper mig for. Jeg er sjældent ved bevidsthed og får for en sikkerheds skyld får smertestillende medicin.  Mine pårørende kan næsten kun ønske for mig, at livet må får ende, og de ved jo, at jeg ikke ønsker livsforlængende behandling.   

Er min pacemaker livsforlængende?

Må man tage batteriet ud?

Ville jeg dø, hvis batteriet døde?